Bliv Kundechef i Madklubben Catering

Kundechef i Madklubben Catering

Vil du stå i spidsen for stærke kunderelationer, velfungerende drift og madoplevelser med ambitioner?

Madklubben Catering er i udvikling, og vi søger en kundechef, der kan tage et samlet ansvar for en række af vores kantiner.

Du får en central rolle med ansvar for at starte nye kantiner godt op, sikre en stærk og stabil drift og udvikle vores samarbejde med kunderne over tid. Det er en rolle for dig, der trives tæt på driften og menneskerne omkring den, men samtidig løfter blikket og ser nye muligheder for både kunderne og Madklubben.

Hos os handler god catering nemlig om mere end velfungerende kantinedrift. Vi vil skabe gode madoplevelser og værtskab og samtidig bringe mere af det, Madklubben kan, i spil hos vores kunder.

Du får ansvar for drift, mennesker og kunder

Som kundechef får du det overordnede ansvar for en række kantiner og bliver samtidig en vigtig relation for vores kunder.
En væsentlig del af din opgave bliver at sikre en professionel opstart og løbende drift. Det betyder blandt andet, at du skal:

  • planlægge og drive opstart og overtagelse af nye kantiner
  • sikre den rette bemanding og være med til at rekruttere dygtige køkkenchefer og medarbejdere
  • have ledelsesansvaret for køkkencheferne og være deres sparringspartner i hverdagen
  • skabe gode rammer, arbejdsgange og en tydelig retning på tværs af kantinerne
  • følge driften tæt og sikre høj og ensartet kvalitet i mad, service og værtskab
  • have tæt dialog med kunderne og løbende følge op på deres behov og tilfredshed.

Du udvikler forretningen og bringer mere af Madklubben i spil

En vigtig del af rollen er at se mulighederne ud over den daglige drift.

Madklubben er meget mere end catering, og som kundechef skal du kunne skabe forbindelser mellem vores cateringforretning og Madklubbens restauranter og oplevelser.

Du skal lære kunderne og deres behov godt at kende og være nysgerrig på, hvor vi kan skabe endnu mere værdi. Det kan være gennem nye løsninger inden for catering og værtskab, men også gennem krydssalg, mersalg og ved at bringe Madklubbens restauranter og øvrige tilbud tættere på kundernes medarbejdere og gæster.

Det afgørende er, at du får øje på mulighederne og kan omsætte dem til konkrete initiativer, der giver mening for kunderne og samtidig skaber forretning og værdi for Madklubben.

Du har blik for både mad og forretning

Vi forestiller os, at du har erfaring med ledelse og drift fra catering-, kantine-, hospitality-, eller restaurationsbranchen og er vant til at tage ansvar for både mennesker, kvalitet og økonomi.

Du skal have en oprigtig interesse for mad og værtskab og kunne se forskellen på en løsning, der blot fungerer, og en løsning, der er værdiskabende.

Du har samtidig et sikkert greb om økonomien og arbejder aktivt med budgetter, bemanding, råvareforbrug og opfølgning på resultater. Du bruger tallene til at forstå driften, spotte udviklinger og handle, når noget kalder på justering. For dig hænger god økonomi, høj kvalitet og tilfredse gæster sammen.

Vi lægger især vægt på, at du:

  • har solid erfaring med ledelse og drift og gerne med ledelse af ledere
  • er tæt på driften og menneskerne og kan skabe retning, struktur og fremdrift på tværs af flere kantiner
  • er stærk i kunderelationen og formår at forstå behov, skabe tillid og udvikle samarbejdet
  • har et godt økonomisk og kommercielt blik og arbejder aktivt med budgetter, bemanding, råvareforbrug og resultater
  • har ambitioner for mad, service og værtskab og motiveres af hele tiden at gøre oplevelsen bedre
  • ser muligheder og omsætter dem til handling, hvad enten det handler om drift, nye løsninger, mersalg eller om at bringe mere af Madklubben i spil.

Det kan du glæde dig til

Som kundechef får du en central rolle, hvor du kommer tæt på både kunderne, driften og de mennesker, der hver dag skaber oplevelsen for vores gæster. Samtidig bliver du en del af Madklubben og får mulighed for at tænke på tværs af kantiner, restauranter, gastronomi og værtskab.

Vi tilbyder:

  • et alsidigt job med stort ansvar og gode muligheder for at sætte dit præg på både driften og den videre udvikling
  • en hverdag tæt på et stærkt fagligt netværk i Madklubben, hvor der er mulighed for sparring, inspiration og udvikling
  • mulighed for at arbejde på tværs af Madklubbens univers og være med til at skabe nye forbindelser mellem kantiner, restauranter og oplevelser
  • løn efter kvalifikationer samt pension og sundhedsforsikring
  • gode personalegoder, herunder rabat på Madklubbens restauranter.

Arbejdssted: København og omegn med tilknytning til Madklubben Catering i Herlev
Tiltrædelse: Snarest muligt

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte CEO Nicholas W. Ostenfeld på tlf. 40 33 81 43.

Om Madklubben Catering

Madklubben Catering er den del af Madklubben, der står for frokostordninger, kantinedrift og nytårsmenuer. Produkterne er fordelt på de to brands: Madklubben og .506, hvor størstedelen produceres fra det centrale produktionskøkken i Herlev. Her sidder administrationen også. Derudover har vi personale på ca. 10 kantiner beliggende med lokation i primært København og Hillerød.  

© Madklubben.dk